Sådan får I alle til at følge skriveguiden
Er I frustrerede over, at medarbejderne skriver i øst og vest? Få dem ind på den rette kurs.
Det virker måske ret oplagt, at alle i organisationen overholder den skriveguide, som I efter en lang arbejdsproces har vedtaget. Men vores erfaring i Tjeksproget.dk er, at det faktisk er de færreste skriveguider, der bliver fulgt – særligt konsekvent, i hvert fald. En af grundene er nok, at meget få rent faktisk har læst skriveguiden.
For vi kan lige så godt se det i øjnene: De fleste interesserer sig ikke så meget for sprog. Alle vil gerne skrive godt, og ingen ønsker at falde igennem sprogligt. Men derfra og til at læse skriveguidens mange detaljerede råd om passiver, tydelige aktører, forkortelser og mellemrum omkring lighedstegn er der et godt stykke.
Hvis medarbejderne skal følge skriveguiden, skal de derfor have den serveret i små portioner. Skaf jer først et overblik over de mest almindelige fejl, unøjagtigheder og afvigelser fra skriveguiden. Tag så et eksempel ad gangen – måske et hver 14. dag – og fortæl, hvordan det skal gøres.
Brug fx intranettet, en lille plakat ved kantinen, en fællesmail eller måske en seddel på indersiden af toiletdørene. Gør det på en måde, så I kommer ud til alle (relevante) medarbejdere, men uden at lægge beslag på deres tid, og uden at de selv skal opsøge informationen.