Dansk grammatik og syntaks

Bliv fortrolig med de grammatiske kategorier, og bliv bedre rustet til at undervise i grammatik og syntaks.

PDF Document  Download information om kurset

Målgruppe
Kurset henvender sig til lærere i grundskolen og andre undervisere i dansk samt journalister, redaktører, korrekturlæsere og andre, som i deres arbejde har brug for et grundlæggende kendskab til grammatisk terminologi – for at kunne undervise i emnet eller for at kunne inddrage grammatik i forbindelse med anden undervisning eller virksomhed.

Udbytte
Med dette kursus får I styr på sætningsanalyse, og I får et grundlæggende kendskab til de grammatiske kategorier. Vi vil benytte de latinske betegnelser, men parallelt gennemgå de danske betegnelser, som vi desuden bruger, i de tilfælde hvor man traditionelt ikke bruger latinske betegnelser. Kurset giver jer et grammatisk overblik og vil gøre jer bedre rustet til at undervise i grammatik. I bliver i stand til at forbedre både jeres egne og andres tekster og til at forklare jeres rettelser på et grammatisk grundlag.

Indhold
Kurset gennemgår ordklasser (substantiver, verber, adjektiver, adverbier mv.), bøjningskategorier (tid, køn, tal, kasus mv.), sætningsled (subjekt, verbal mv.) og sætnings­lære (helsætninger, ledsætninger, ordstilling, kongruens mv.). Vi kombinerer den teoretiske gennemgang med en række øvelser, som fortrinsvis vil skulle laves som hjemmearbejde. Vi vil også berøre sprogrigtighed, og I vil lære nogle enkle sproglige regler, fx i forbindelse med bøjningsformer.

Kurset beskæftiger sig bl.a. med følgende:

  • Ordklasser
  • Bøjningskategorier
  • Sætningsled og sætningsanalyse
  • Sætningstyper
  • Ordstilling og ledfølge
  • Kongruens (at sammenhørende ord bøjes ens inden for en grammatisk kategori)
  • Sammenskrivning eller særskrivning (et eller to ord?)
  • De vigtigste ordbøger og deres brug
  • Øvelser og eksempler.

Kursusmateriale og diplom
I får en mappe, som senere kan bruges som opslagsværk. Mappen rummer kursets PowerPoint-præsentation med indholdsfortegnelse og en række øvelser. Desuden får hver deltager vores seneste Sprogtip-hæfte (værdi 70 kr.), som indeholder 12 artikler om sproglige emner, og mulighed for at købe de øvrige hæfter med 50 % rabat. Endelig får hver deltager et kursusdiplom ved kursets afslutning.

Form
Dansk grammatik og syntaks består af 10 lektioner, som indeholder oplæg, individuelle øvelser og diskussion. For at sikre et optimalt udbytte er der højst 4 deltagere på kurset. Der vil være hjemmearbejde i form af praktiske øvelser og læsestof til hver undervisningsgang, undtagen den første. Øvelserne vil blive gennemgået i den efterfølgende lektion.

Om kurset
Kurset holdes i Tjeksproget.dk’s lokaler i Aarhus eller i jeres virksomhed hvor som helst i landet. De 10 lektioner kan holdes på flere eller færre under­vis­­­­nings­gange efter jeres valg – dog med mindst 2 lektioner pr. undervisningsgang.

Ring og bestil, eller hør mere om mulighederne
I kan få svar på spørgsmål om kurset eller vejledning ved at ringe til sprogkonsulenterne Ditte Drejer eller Trine Søndergaard på tlf. 87 300 307.

Priser
Se priserne i menuen til venstre.

Få mere ud af jeres kursus
Bruger I jeres viden fra kurset rigtigt? Til dette kursus kan I enkeltvis købe et personligt opfølgningsmodul, som hjælper jer med at fastholde og bruge det, I lærer på kurset. Læs om opfølgningsmodulet. Til kurset Grammatik og sprogrigtighed skal også opfølgningsmodulet bestilles telefonisk.

Ring til os på 87 300 307, og hør mere om, hvordan vi kan tilpasse kurset til jeres behov.

Korrektur

Fem korrektur-produkter – fra den enkle rensning af teksten for fejl og smuttere til avanceret sprogforbedring eller redigering.  Læs mere

Oversættelse

Kvalitetsoversættelse i en fart – almindeligvis inden for 24 timer. Alle oversættelser tjekkes grundigt af en anden sprogmedarbejder.  Læs mere

Kurser

Tilpassede kurser til netop jeres behov og med eksempler fra jeres hverdag. Hvis I ønsker det, kan vi også udvikle et helt nyt kursus til jer.  Læs mere

Sprogpolitik

Effektiv sprogpolitik eller enkel skriveguide. Vi sørger for, at politikken eller guiden bliver implementeret i hele organisationen.  Læs mere

Rådgivning

Sproglig sparring eller tekstforfatning. Benyt også vores hotline. Med et klippekort betaler du kun for hvert påbegyndt kvarter.